09.03.2010
Forskningsenheden "Risikokommunikation i almen praksis" har fået 1,7 millioner kr. fra TrygFonden til at undersøge, hvordan praktiserende læger får patienter med højt kolesterol-niveau til at lægge livsstilen om og tage kolesterol-sænkende medicin.
Mennesker med forhøjet kolesterol-niveau løber en større risiko end andre for at få hjerte-kar-sygdomme. Desværre vælger mange at ignorere gode råd om, hvordan de kan mindske risikoen, fordi kolesterol-niveauet ikke umiddelbart kan mærkes,
Når viden om risikoen ikke i sig selv får patienterne til at handle, må man finde andre metoder, hvis man vil forebygge kolesterol-relaterede hjerte-kar-sygdomme. Forskningsenheden "Risikokommunikation i almen praksis" (RISAP) ved Aarhus Universitet vil nu undersøge, hvordan praktiserende læger får deres patienter til at tage mere ansvar.
Flere undersøgelser har vist, at kommunikationen mellem læge og patient er afgørende for, om patienten vælger at gå i gang med sygdomsforebyggende tiltag. Hvis lægen kun taler om risici, har patienten svært ved at forstå og bruge informationerne, fordi de kan fortolkes i flere forskellige retninger.
I de vellykkede tilfælde fungerer lægen ikke kun som oplyser, men også som igangsætter af patientens egenomsorg.
RISAP vil få 80 praktiserende læger til gennem et år at afprøve en række nye kommunikationsmetoder. Metoderne har vist gode resultater i forsøg, men er endnu ikke afprøvet i praksis.
<< Tilbage